Instagram

 


VELKOMMEN TIL MIN KULØRTE OG KREATIVE VERDEN AF PAPIR - OG MER'...

 

 


PRÆMIERE                       April, 2016

Hurra... ! Nu kan du (endelig) købe mine håndfoldede papirlamper - de er blevet til en kollektion, jeg har døbt Sonobe Light. Alt er 100% dansk håndværk fra start til slut og det har været - og er - en super spændende proces at få sat projektet i søen.

Lamperne har fået deres egen webside: www.sonobelight.dk og du kan fra 23/4 også købe dem i den nyåbnede forretning Hygge by Berlin.

 


FORÅRSFOLDERIER                                                                                                      Marts, 2016

Så kom foråret i det mindste på kalenderen) - jeg har arbejdet på at komme igang med salg af mine papirfoldede lamper. De hedder Sonobe Light og det kommer der snart meget mere info omkring - heldigvis blev der også plads til "lidt" øvrige folderier...

Herunder er par fotos fra åbent værksted i påsken og nogle af projekterne i marts...

 


 

ÅBENT HUS I PAPIRVÆRKSTEDET              Februar, 2016

 

I weekenden holdt jeg åbent hus. Det gav en masse dejlige besøg og hyggelig snak mens forårssolen valgte at skinne fra en smuk blå forårshimmel. Der er stadig påskerier og papirfolderier tilbage og mon ikke jeg kan nå at lave mere i den kommende uge også...?

Samtidig hænger mine papirfoldede lamper, Sonobelight til beskuelse (og bestilling) - så kig gerne forbi, hvis du ikke nåede det sidst. 

Jeg holder åbent i weekenden 19-20/3 kl (12-16)


 

EN DEJLIG HILSEN...                                                     Februar, 2016

Idag har jeg modtaget en hilsen fra en kvinde, som jeg lavede workshop for sidste år. Hun skrev bl.a. at hun nu var kommet godt igang med at lave øreringe af sonober og vil donere dem til velgørenhed. 

Hvor er det skønt at høre, at det jeg sætter igang bliver bliver brugt og sætter lidt ringe videre i vandet. 

"...I have at last got round to the earrings which I will sell to support Burma Rangers where a friend of ours is a volunteerer and lives off donations. Just thought you'd like to know your patience is eventually bearing fruit."

 


 

GODT NYTÅR!                                               Januar, 2016

Selvfølgelig skal der papirfolderier på et festligt bord som til jul og nytår. Jeg foldede halve Frøbelstjerner og servietter til bestik ved hver kuvert og supplerede med masser af hvide hyacinter samt lange grene med lærkekogler. Det kom til at se smukt og enkelt ud, synes jeg. 

Næste projekt hedder påske. Jeg planlægger allerede en masse papirfold i friske forårsfarver og tænker at invitere til farvning af æg mm.

Om jeg der ud over når at at folde lidt Vallentinshjerter og noget kulørt fastelavnssjov...? Det må tiden afgøre.

Og - så er 2016 vist allerede skudt godt og kreativt igang...


Nov. - dec. 2015

MASSER AF JULEFOLDERIER...

Sikke et par måneder og sikke mange papir-jule-folderier. Mit juleværksted og åbent hus levede fuldt op til forhåbningerne og bliver helt sikkert gentaget i julen 2016. Tak til alle som mødte op, tømte gryderne med gløgg, købte og gav så gode komplimenter til mit arbejde og ikke mindst... - hvor var det herligt at folde juletræer med herlige unger og unge.

 


 

Sept. - okt. 2015

EFTERÅRSSALG OG STJERNEREGN...

Kalenderen står på efterår, køligt, frisk vejr, duften af regn og stjernedrys i nattemørket.

Se himlen er blevet fuld af tilsyneladende ens men alligevel helt unikke stjerner - sikke en historie de har været vidner til, som de hænger der side om side og stråler ned på jorden og menneskene....  

Smukke grafiske stjerner foldet af fine gamle bogsider fra "Menneskets historie i 2 millioner år" - nok ælde for den rigtige patina og historisk vingesus. 17 cm med ophæng i skindsnor.

De historiske stjerner, de kulørte stjerner, stjernemobiler og lyskæder er nu sat til salg i min webshop. 

 


August 2015

FART OVER KREATIVITETEN...

Lillepigen er startet i vuggestue, århh det er hårdt - men jeg har fået masser af tid til at være kreativ og føre ideerne ud i livet. Værkstedet lader stadig vente på sig og det samme gør muligheden for at holde workshops og kreakomsammen. Jeg har mødt nogle super dygtige piger/kvinder på Instagram og mon ikke vi kommer til at ses i mit værksted på et tidspunkt. Tænk hvad de sociale medier kan føre med sig... Det vil være fantastisk og jeg er såå klar. Forhåbentlig varer det ikke så længe endnu, før jeg åbner den dør også. 

I august har det taget fart med at designe mine lamper og det arbejder jeg målrettet videre med. Jeg har "ansat" min første personlige assistent, Rebekka ;-). Hun er en skøn pige og folder store mængder af sonobe-units til mig. Samtidig laver jeg masser af hyggefolderier, har arbejdet med mere websidedesign og selvfølgelig fylder det frivillige (kultur)arbejde også en del. Mit hoved er fyldt med mængder af ideer, som jeg slet ikke har tid til (endnu) og sådan er det jo - heldigvis - med den skabende kraft og så meget andet - det ene fører det næste med sig...  

Herunder et lille mix af mine kreativiteter i august... 

 


 


 

Juli 2015

ON THE ROAD IN USA

- NYT PAPIR  :-)

I næsten 5 hele uger med mand, to teeangere og efternøleren Freja Marie på 1 år                       

En fantastisk oplevelse med mange indtryk og selvfølgelig også tid til at finde kreative forretninger, kigge kunst, møde kunstneren med den "skarpe pen"  William Anthony og ikke mindst slæbe masser af nyt papir og nye bøger hele vejen med hjem. 

Uhh... hvor har USA nogle hobbyforretninger så store som lader og med et udvalg, der får Panduro til at ligne et lille lokalt marked. Nu skal jeg igang igen efter både barsel og ferie - jubii... 

 


 

Maj & Juni 2015

KLIPPE, FOLDE OG FLETTE...

- så meget jeg nu kan "få lov til" mens jeg også går og nyder de sidste barselsmåneder...                      

I de to forgangne måneder har jeg flettet papirstrimler og foldet papir så meget som muligt hver dag. Jeg drømmer snart om papir og elsker hvert minut. I juni fik jeg lavet det første undervisningsmateriale færdigt og tog ud for at holde den første papirfolde-workshop. 16 helt forskellige kvinder med meget forskellig tilgang til det kreative hyggede og foldede koncentreret sonober, ophæng og øreringe til den store guldmedalje. Det var en stor succes og en fantastisk eftermiddag. Jeg glæder mig allerede så meget til næste gang.

 


 

April 2015

DET NYE VÆRKSTED ER SNART FÆRDIGT...                      

- og ihhh... hvor jeg glæder mig !!! 

Det har været længe undervejs og blev et helt år forsinket da vi måtte stoppe byggeriet, fordi familien blev forøget med lille Freja Marie :-) Nu varer det ikke længe før (al) den sidste finish bliver lavet og alle flyttekasserne er pakket ud i begge vores værksteder. Så begynder det sjove for alvor og jeg glæder mig vildt meget til at kunne arbejde og dele ud af min kreativitet, hvor der både er lys og plads omkring... 

 


Marts 2015

MARTS FORSVANDT OG DER BLEV LYS...                          

Det er jo lige fantastisk hvert år når foråret kommer og energien får et tiltrængt boost. Lyset kom nu tidligt til mig i år, da jeg i marts fik (mere) papirfoldefklip og bare måtte lave lamper af den ene og anden slags. Komplimenterne til dem var mange og det giver virkelig blod på tanden. Jeg skal klart lave flere lamper, for det er en virkelig god følelse, når det jeg laver ikke blot er til pynt, men også får en egetlig funktion og resultaterne får så mange flotte kommentarer med på vejen. TAK...

Her et lille galleri med lysglimt fra marts  ►►►

 


 

Februar 2015

SKULPTURER I PAPIR

Jeg folder og folder. Nyeste ide er at lime origamiformerne sammen og bygge papirskulpturer. Det er både sjovt, meget kreativt og giver et super flot produkt.  Se en skulptur blive "bygget" her til højre 

 

 

Du kan også kreere din egen folde-skulptur... Se kursus og book her


Januar 2015

POLYHEDRA DESIGN OG DIVERSE ORIGAMIER...                         

Ja, jeg barsler stadig og lillemy er nu 7 måneder, så jeg har jeg tid endnu før det hele går løs med en ny hverdag og nye rutiner.

Imens folder jeg papir hver eneste dag. Origamien er blevet det nye sort for mig - selvom jeg længe har foldet indimellem alle de andre kreativiteter. 

Ud over alle de små figurer som hænger i vinduer og på grene, har jeg også lavet noget belysning, 3D-billede(r) og større figurer sat sammen af flere små former.

Her under kan du se et galleri med et udpluk af det alt det foreløbige. Mere kommer sikkert til og i mellemtiden er du også velkommen til at slå et smut forbi min side på facebook: Kunst & Kulør eller Instagram: Kunstogkuloer

 

 


HERUNDER NOGET AF ALT DET JEG LAVEDE I 2014 ►►


September 2014

INVITATION TIL ÅBNE VÆRKSTEDER                                                                     

I den kommende weekend inviterer jeg og GreveKunst til Åbne værksteder i anledning af foreningens 10-års jubilæum.

Det foregår d. 20. og 21. september kl. 10-16.

Der er 4 adresser, som du kan besøge og jeg vil være at finde på Mosede Engvej 17 i Greve. Her kan du se mine malerier og tegninger mm og du kan samtidig se Tove laustsens keramik, fugle  og malerier samt Greth D Aniello's flotte portrætter. Vi byder på en snack og et glas/en kop kaffe og du har mulighed for at kigge i huset, gå på vandring i haven og pavillionen og gøre et godt lille køb - måske... (?) Vi håber på godt vejr og glæder os til at se dig. Se invitationen her... 

 

 


 

August 2014

4 ER BLEVET TIL 5                                                            

Ved midsommer d. 23. Juni blev vi forældre til Freja Marie eller LilleMy. Derfor er jeg gået på barsel og derfor fylder kreativiteten også noget mindre for tiden. Mit "maleri og værktøj" er midlertidigt pakket i flyttekasser på grund af ombygning (igen igen...) - men afhold dig ikke fra at sende mig en forespørgsel, en maleopgave eller en Kvit & Frit layout/photoshop opgave for Mac skal jo holdes ved lige... (se herunder) og malevognen er alligevel så uundværlig at den ikke er barslet helt væk.

 

 


 

Juni 2014

KVIT OG FRIT

Her et generøst tilbud til glæde for begge parter - og ja, så kan man jo alligevel få noget GRATIS.

Ligger du inde med en layoutopgave værende alt lige fra en invitation, en plakat, et nyhedsbrev, en folder eller en skoleopgave, så sætter jeg det gerne op for dig i Indesign. Det kan også være et foto du gerne vil have behandlet/forskønnet/justeret i Photoshop - jeg gør det hele kvit og frit.

Du sender brødtekst og billeder og jeg bliver kun bedre og bedre til at arbejde med de programmer jeg netop har været på kursus i - det er hvad du giver mig retur for mit arbejde til dig.

Hvis du er interesseret  - send en mail til charlotte@galleribrandt.dk eller gå ind under Kontakt her på siden og læg en besked til mig - så vender jeg straks tilbage til dig...

Tilbuddet gælder foreløbigt et år - frem til juni 2015.

 

Kom frit frem med opgaverne...

Jeg ser frem til at høre fra dig/jer :-)

 

 


 

April & maj 2014

KURSUS OG MAC-KREATIV

Længe har jeg ønsket og også manglet flere evner inden for digital billedbehandling og layout mm. 

Nu er jeg endelig kommet igang med et intensivt kursus/"efteruddannelse" med Indesign, Illustrator og ikke mindst Photoshop.

Det er laange dage fra 8-16 foran Mac og på den ugentlige hjemmearbejdsdag kan jeg næsten ikke nå alle opgaverne + det der ikke når at blive færdigt på skolen de øvrige 4 dage om ugen. Godt jeg ellers ikke sidder 'så meget foran skærmen til dagligt, for jeg kan hurtigt mærke det stillesiddende arbejde i kroppen og træningselastikken er skam også kommet op af tasken igen.

Hold fast der er meget at lære, meget at huske og meget at blive fortrolig med. Men - det er super spændende og jeg vil helt sikkert få stor glæde af det.

Og - så er det ikke mindst skønt at møde nye kreative mennesker :-)

 


 

Januar 2014

JANUARAKTIVITETER

Jeg troede at vi slap for vinter i denne omgang - kunne personligt godt undvære det gråhvide, våde sjap og den bidende vind.

En enkelt morgen nåede jeg lige at fornemme forår og høre fuglene synge kl 06.00 - men så kom sneen alligevel (og det gør den jo altid - selv om jeg lige i dette tilfælde ikke vil mene bedre sent end aldrig).

Nu finder jeg farverne frem, skitser og maler selv lidt kulør på alt det grå indtil foråret igen viser sit smukke ansigt.

Godt der står et par SIGNS i ordrebogen :-)

 

 


 

Charlotte Brandt                      mob.: + 45 50577150                     mail: charlotte@galleribrandt.dk                    CVR: 35369562

Du har 0 varer i kurven
I alt 0,00 DKK